|  |
Birkerød Bjørne Indlæg til gruppebladet Februar 2001 S�der 2000 Nu vil to nyudklækkede bjørne fortælle om overgangen fra bamling til bjørn. Denne begivenhed fandt sted på Søder, hvor bamlinge hvert år bliver til bjørne. Vi blev hentet fra lokalet i en bus, chaufføren hed Leif og var vældig rar. Efter at have gjort vores indkøb tog vi af sted. Bussen var hyggeligt indrettet og vi var alle meget spændte, så vi ankom hurtigt til færgen. Vi gled lige om bord, og efter noget tids kørsel i det svenske, ankom vi til den frygtede trappe! (før man bliver en rigtig bjørn, er der visse "prøvelser" man skal igennem. Det er ikke nok "bare" at rende rundt i de svenske skove i et par dage, nej man må bevise sin værdighed. Den første "prøvelse" er så denne trappe; kendt af alle bjørne, frygtet af alle bamlinge!) Kort efter vi havde bestiet trappen holdt vi frokost pause. Herefter fik os bamlinge og Rikke(der selv påstår at have været med på Søder et år) stukket et kort i hånden og de tre hårde gutter(Jesper, Ulle og Elming) var over alle bjerge før nogen kunne nå at sige de berømte ord: store-svenske-skove-er-farlige-for-små-uvidende-ikke-kortlæsende-bamlingenumser! Selvfølgelig havde de fortalt os hvor vi skulle hen, men de havde glemt at tjekke, om der var nogen af os der kunne finde ud af at gå efter kort, eller bruge kompas i SVERIGE!!! Efter at have konkluderet at vi havde været det samme sted tre gange, at danske kompasser ikke virker i Sverige(og vi ikke lige havde tænkt på at medbringe et svensker-kompas) at svenske skove er meget mørke klokken 22 og at vi alle var tørstige, og ikke havde en eneste dråbe vand => ikke kunne slå lejer og lave mad, følte vi at det var på tide at komme frem. Derfor valgte vi den kedelige landevejs-omvej på 6 km og kom endelig frem. Og det var jo også det vigtigste... Vi fik holdt KK på søen, der næsten var frosset nok til at isen kunne bære os, og fyret en masse krudt af. Vi aftalte at drage videre næste dag kl. 11:00, men de hårde gutter som sov i en anden shelter, følte for at sove "lidt" længere. Så da vi andre havde stået og frosset i en time, dukkede de op. Denne dag turde de ikke lade os gå for os selv, så alle fulgtes i en stor trop. I sneen gik det så derudaf, med fyldte -vanddunke og -maver, højt humør og veludhvilede små bankende bamlinge hjerter, spændte på hvilke begivenheder dagen ville bringe og om vi ville nå til den berømte varde. Pludselig, mens vi små fredelige danske spejdere gik varsomt på en sti, der så fuldstændig lovlig ud og ganske som alle andre stier vi havde vandret ad, kom en lille sur svensk nisse-bonde farende ud af sit hus, med sin store glubske vagthund, der var fuldstændig ustyrlig, og forsøgte at jage os væk. Det her var altså hans sti og han ville ikke ha' at vi gik på den. Men heldigvis var vi jo en stor flok af små listige bamlinge og store stærke bjørne så hans store svenske hund var ikke meget værd, og snart var de begge indlagt på "den lukkede"(næsten da) og vi fortsatte frejdigt vores vandring mod den ærede varde. Frokosten spiste vi i vejkanten, da der var nogen, der havde besluttet sig for at bz'ette det hus, hvor vi traditionen tro skulle ha' spist. Da vi om aftenen nåede til varden, stoppede vi alle op som tryllebundne ved synet af den, d�r stod den stille for sig selv og det var som om den et øjeblik udsendte et blåligt lysskær, midt i den tætte svenske skov, aldrig før havde vi oplevet en respekt, over for en bunke sten, så dyb som vi følte den for varden. Den var som skabt af �t langt bånd af generationer og traditioner. Her følte vi os trygge i vardens nærvær, og vi tilberedte de medbragte rullestege og holdt en lille festmiddag med nytårs bang og tjuhej. Denne aften holdt vi KK omkring varden. Næste dag fandt vi skindet frem, Ulrik fortalte os at det var fra engang, hvor de havde fanget en bjørn, flået skindet af den, skrevet deres navne på det og begravet det i varden. Alle hentede en ny sten til varden(vi fik strenge instrukser på ikke at tage nogen sten fra diget!) og skrev vores navne på skindet, lagde alle stenene på plads og holdt en ekstra gang KK, hvorpå vi tog afsked. Denne dag gik vi igen videre igennem den snedækkede svenske skov. Vi var glade og friske, følte os alle som nye mennesker efter at have besøgt varden. Og dagen gik med raske skridt og frisk sang, bl.a. lærte Ulrik os en ny sang!(som dog ikke skal citeres her) Vi overnattede ved et stort gammelt træ, der hed "Troldbøgen". Heller ikke denne aften svigtede vi KK og et godt lille hygge lejrbål. Dagen efter gik vi ud af skoven og kom til "Broen", endnu en ting der skal overstås før man er en rigtig bjørn. Så var det vist også meningen at vi skulle ha vejet os på en lastbilvægt(eller noget i den stil) men den havde de svenske myndigheder valgt at fjerne midlertidigt af en eller anden ukendt årsag... Vi ankom til det aftalte mødested, hvor Leif kom og hentede os og kørte os tilbage mod vores eget Danmark. På færgen var der denne gang fri bar på dækket, hvilket en eller to af os så som en udmærket id� og støttede den ved at tage et ekstra glas på vej op til toppen af båden, hvor vi ved synet af vort fædreland brød(næsten) spontant ud i sang, og endnu en gang KK var sat i gang. På dansk jord igen var det tid til en håndbajer og en hot dog med det hele. Efter at have skræmt livet af de første hundrede landsmænd, steg vi igen ombord i Leifs bus og satte kursen mod bjørnehulen i Birkerød. På denne sidste del af årets Søder tur, var vi alle godt trætte efter de vilde strabadser oppe i det kolde Sverige og ingen af os var særlig underholdende, dog lige med undtagelse af �n lille bjørn, der forstod at underholde os alle, resten af vejen og det var heldigt, for ellers var vi jo faldet i søvn! For alle jer der stadig er bamlinge er der kun �t at gøre: tag med på Søder til næste år, i gik virkelig glip af noget i år!!! Fra to nye bjørne. P.S. I næste nr. af Bardunen vil vi give vores allesammens Ulrik den ære at skrive et par ord på disse sider, da han har været sådan en stor inspirationskilde og lært os så mange nye ting! Vi kan ikke takke dig nok!!! |